Hvide Sande II færdiggøres af SF Studios

5. januar 2024
Tv-serien Hvide Sande II, der gik i optagelsesstop i oktober 2023 i forbindelse med produktionsselskabet Deluca Films konkurs, bliver genoptaget i første del af 2024.
Serien færdiggøres af SF Studios, og produceres af Senia Dremstrup og Caroline Schlüter. Der mangler fem ugers optagemateriale, og optagelserne færdiggøres med samme medvirkende og i videst mulige omfang samme hold.
Jeg ser frem til, at TV 2 kan tage seerne med tilbage til Hvide Sande, og at det er stærke og kompetente kræfter fra SF Studios, der skal sikre, at serien bliver færdig. Sammen med kurator har vi arbejdet på den bedst mulige løsning både for holdet, investorerne og TV 2, og vi er tilfredse med, at arbejdet kan genoptages i løbet af de kommende måneder.
Mette Nelund, fiktionschef i TV 2
Hvide Sande sæson II forventes at få premiere på TV 2 og TV 2 Play i 2025.