1. september 2026

Kendte værter i front, når Knæk Cancer igen samler Danmark om kræftsagen

I uge 43 sætter TV 2 og Kræftens Bekæmpelse fokus på kræftsagen. Josephine Højbjerg, Peter Frödin, Petra Nagel og Sarah Grünewald er værter, når indsamlingsshowet 'Knæk Cancer - et show for sagen' er tilbage lørdag 24. oktober.

Kendte værter i front, når Knæk Cancer igen samler Danmark om kræftsagen

1. september 2026

af TV 2 Danmark

Igen i år kulminerer Knæk Cancer med et stort indsamlingsshow lørdag 24. oktober, hvor alvor og eftertanke får følgeskab af musik, humor og overraskelser. En række kendte kunstnere og modige amatører vil optræde med deres talent - alle med en personlig motivation for at være med.

Josephine Højbjerg, Peter Frödin, Petra Nagel og Sarah Grünewald står i front til at føre seerne og publikum gennem aftenen, hvor 'Knæk Cancer - et show for sagen' sendes direkte fra Royal Stage i Hillerød.

- Vi håber, at vi igen kan få danskerne til at samle sig om en sag, som mange desværre har alt for tæt inde på livet. Knæk Cancer er forhåbentlig med til, at folk føler sig lidt mindre alene med deres sygdom, når de ser den kæmpe opbakning, der kommer fra hele Danmark. Så det er virkelig en stor og vigtig aften på TV 2, hvor fællesskabet er med til at gøre en konkret forskel for alle dem, som er berørt af den forbandede sygdom, siger Peter Toldberg Gamborg, TV 2-redaktør for 'Knæk Cancer - et show for sagen'.

Det gør en kæmpe forskel, når vi står sammen

Også Kræftens Bekæmpelses direktør, Jesper Fisker, ser frem til showet:

- Når man oplever 'Knæk Cancer - et show for sagen', mærker man for alvor, hvor meget det betyder, når så mange står sammen om at gøre en forskel. Det rører mig hvert år at opleve, hvor mange mennesker der engagerer sig i Knæk Cancer. Den store opbakning giver både håb og mulighed for forskning, der skaber fremskridt for mennesker, der bliver ramt af kræft, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Støtte til forskning

Det er i år 15. gang, at TV 2 og Kræftens Bekæmpelse sammen sætter fokus på kræftsagen med Knæk Cancer. Næsten 600 projekter er over årene sat i gang takket være befolkningens og virksomhedernes store opbakning. Igen i år vil indsamlingen støtte udvalgte projekter inden for kræftforskning, forebyggelse af kræft og støtte til mennesker ramt af kræft.

Detgårpengenetil.dk kan man se, hvilke projekter der får støtte af Knæk Cancer.

'Knæk Cancer - et show for sagen' kan ses på TV 2 Play og TV 2. Programmet sendes direkte fra Royal Stage i Hillerød lørdag 24. oktober klokken 20.00. Der vil være mulighed for at købe publikumsbilletter på ticketmaster.dk. Alt overskud fra billetsalget går til Knæk Cancer.